Uddrag fra bogen: "Grauballemanden - Portræt af et moselig"
Plat og publicity
Et interessant tilbud fra en københavnsk direktør fra parfumeindustrien, Hother Hellenberg, som også ernærede sig inden for showbusiness, fik sindene i den jyske købstad i kog. For en net sum af 50.000 kroner tilbød Hellenberg en verdensturné for Grauballemanden. Til gengæld ønskede direktøren håndsret over jernaldermanden i en periode på to år, til en videnskabelig turné i Europa og Amerika. Direktøren ville naturligvis også betale forsikringsomkostninger og en rejseledsager. Lejeindtægten kunne museet bruge til videnskabelige formål og de ønskede museumsudvidelser. Den skriftlige henvendelse sluttede med invitation til et møde mellem Glob, Hellenberg og dennes advokat højesteretssagfører Karsten Meyer. Da Glob undlod at svare prompte, sendte direktøren en påmindelse og en bemærkning om, at nu var forsikringssagerne på plads.
”Klart nej,” sagde Glob. Københavneri! fnøs byens borgere. Og den skrevne presse forargedes spalte op og ned: ”Vi må give Københavneren Ret – Folk ville sikkert strømme til, og en Formue i gode haarde Dollars var sikker. Men i alt andet er vi drønende uenige, og vi tilstaar gerne, at vi er dybt forargede, virkelig forfriskende forargede, noget det er svært at blive i vore Dage, hvor man kun forbinder Forargelse med Foreteelser omkring det sjette Bud, og på dette Omraade er det jo snart slut med Opfindsomheden. Men dette andet, det er noget af det mest uanstændige, som længe har været fremme. Det viser en fuldkommen Aandløs og afstumpet Opfattelse af, hvad der er op og ned her i Tilværelsen, en komplet Mangel paa Respekt for de mest elementære Begreber i Forbindelse med Mennesket, nemlig Liv og Død. Det makabre i at rejse Verden rundt med et Lig og vise det frem for Penge, er øjensynlig ikke gaaet op for den kvikke Forretningsmand – Grauballemanden er død for mere end 2000 aar siden, og den Omstændighed forflygtiger aabenbart det, Folk forstaar ved ”Dødens Uhygge”. Men ”Dødens Majestæt” kræver under alle omstændigheder Respekt, og det er ogsaa den Følelse, der uvilkaarligt griber det Menneske, som stilfærdigt mødes paa vore Museer med de Jordiske rester af Landets tidligere Beboere. Har man ikke selv den Følelse, vil man uvilkaarligt blive den paatvunget, naar man i værdige Omgivelser stedes overfor disse Fund. Men at bruge dem som Objekt til at tjene nemme Penge på Hobens Nysgerrighed, det er simpelthen det samme som at krænke Gravfreden,” skriver Aarhuus Stiftstidende den 5. november 1953.
Samme år havde en fiffig forretningsmand erhvervet sig kadaveret af en norsk kæmpehval, som han pumpede op med konserveringsmidler, døbte den ”Miss Harøy”, og rejste rundt med den i verden og blev mangemillionær af det. En oppustet hval i et telt på Place des Invalides i Paris kunne denne sommer fint udkonkurrere Napoleons grav som turistmagnet. Det var før Animal Planet og billige flybilletter.dk var inden for hver mands rækkevidde – dengang fremmede egnes kulturer og dyreliv stadig var eksotisk og forunderligt fremmed. Eventyreren Jørgen Bitsch rejste samme år rundt til fulde forsamlingshuse med mumien Petra, som han med egne hænder havde udgravet under en ekspedition til Peru.
Vel var det da umoralsk og usmageligt kommercielt, at en parfumedirektør skulle rejse kloden rundt med en død jernaldermand. Men grænserne for sømmelighedsbegrebet var flydende – også på denne tid.
Vestbyens borgerforening i Århus satte Grauballemanden på aktier for at indsamle de 1000 kroner, hans ny glaskiste ville koste. For en krone fik man andel i manden og modtog et aktiebrev, hvis ordlyd oplyste, at beløbet ubeskåret ville gå til den verdensberømte Grauballemands glasmontre. Endvidere, og for god ordens skyld: ”Aktiebrevet gælder udelukkende som Kvittering for Deres Bidrag, hvorfor der aldrig kan udbetales Udbytte, ligesom deres Pålydende ikke kan tilbagebetales, men for den Hjælp, De har ydet os til Støtte i vort Arbejde, beder vi Dem modtage vor bedste Tak.” Salget gik forrygende og blev forestået af købmand Østergaard Nielsen i Thorvaldsensgade.
Den lokale publicity toppede ved Århus-rundskuet i 1954, hvor årets hæderspris blev tildelt Grauballemanden. Fra rådhusets balkon, og under stor festivitas, blev prisen på 1000 kroner overrakt professor Glob af borgmester Unmach Larsen, under overværelse af 10.000 begejstrede tilskuere og desuden seks aspiranter til frk. Århus-prisen, som ledsagende borgmesteren og professoren på balkonen. Hædersprisen, sagde borgmesteren, blev uddelt til en gammel herre, der har været med til at gøre Århus kendt over hele jordkloden. Borgmester Unmarch Larsen havde i øvrigt selv en aktie i Globs flytning fra Nationalmuseet til den århusianske museumsvirksomhed.
